Nye chokolader fra Økoladen

I samarbejde med Økologisk Fødevarerådgivning har Økoladen udviklet en serie nye fyldte chokolader, som tager udgangspunkt i de hjemlige frugtsmage som kendetegner dansk frugt- og bærproduktion

Ny serie af fyldte chokolader

Økoladen har med hjælp fra Fødevarerådgivningen udviklet en serie nye fyldte chokolader, som tager udgangspunkt i de hjemlige frugtsmage som kendetegner dansk frugt- og bærproduktion. Det er der kommet en række nye spændende chokolader ud af som fra december 2015 kan købes i Irmas butikker. Chokoladerne har et cremet fyld på basis af økologisk hindbær, solbær og æblepure og ledsages af et mere klassisk chokoladesortiment baseret på marcipan og nougat.

Økoladen

Økoladen som ligger i Vordingborg på Sydsjælland har i ti år fremstillet og solgt økologisk chokolade i forskellige varianter til detailhandlen blandt andet til Irma. I disse år har chokolademarkedet udviklet sig meget, udbuddet af kvalitetschokolade er vokset markant og de fleste danskere har fået smag for god chokolade.
Forbruget af chokolade i Danmark har været stigende siden 2009. I 2011 brugte den gennemsnitlige husstand årligt 1.082,40 kr. på chokolade. Det var en stigning på 17% i forhold til året før – og en stigning som afspejler, at vi er begyndt at købe dyrere chokolade.