Ganefryd dadelkonfekt

Den lille helsekostbutik i Aarhus, Ganefryd, har med hjælp fra Fødevarerådgivningen i Økologisk Landsforening videreudviklet en af sine største salgssucceser. Nu er butikkens populære, økologiske dadelkonfekt kommet på hylderne i Irma.

I helsekostbutikken Ganefryd i Aarhus' latinerkvarter bliver økologiske dadler, kakao, kokos, lakrids, appelsin og kaffe hver dag forvandlet til dadelkonfekt, som er blevet en af butikkens største salgssucceser. Og nu er den populære delikatesse ikke længere forbeholdt aarhusianerne. Irma, har netop fået den Ø-mærkede konfekt på hylderne i fire forskellige smagsvarianter: lakrids, appelsin, kaffe og kakao.

Fik hjælp fra Økologisk Fødevarerådgivning

Videreudviklingen af den økologiske dadelkonfekt har Ganefryd fået hjælp til af Fødevarerådgivningen i Økologisk Landsforening, som støtter økologiske fødevarevirksomheder med rådgivning om produktudvikling og afsætning - både i Danmark og på eksportmarkederne. En indsats, som Erhvervs- og Vækstministeriet har stillet 15 millioner kroner til rådighed for i 2014-2016.

Stærk opbakning gav resultat

- Vi synes, at vi har et godt produkt og kan se, at mange rigtig godt kan lide det. Derfor henvendte vi os til Økologisk Fødevarerådgivning. Og det var en form for blåstempling af vores idé, at de kunne se potentialet og bevilligede et rådgivningsforløb med fokus på både produkt og emballage. Det har været en lang proces at komme hertil, men vi har haft en stærk opbakning fra fødevarerådgivningen hele vejen. Jeg tror faktisk ikke, vi var kommet i gang, uden den støtte, siger Klaus Wöhlk, som er meget tilfreds med resultatet.

Læs mere om Fødevarerådgivningens tilbud om hjælp til virksomheder