Flydende sundhed fra Nordjylland

Living Superfood er en nyetableret virksomhed, som med hjælp fra Fødevarerådgivningen i Økologisk Landsforening har udviklet økologiske sunde shots og juicer baseret på blandt andet hvedegræs, havtorn, aronia og rodfrugter.

Fik ny visuel identitet

Ægteparret Allan og Anita Jensen, som står bag virksomheden Living Superfood, har en vision om at gøre det nemt for danskerne at booste deres energi og sundhed.

Living Superfood fik et rådgivningsforløb med fokus på logo, emballage og visuel identitet på webshoppen. Produkterne sælges nu frosne fra Living Superfoods webshop

- Vores store passion for sunde juicer og sund kost strækker sig mange år tilbage, og vi har altid haft stort fokus på, hvordan man hele tiden kan optimere sit helbred. Gennem årerne har vi fået større og større interesse for de såkaldte ’superfoods’, og her ligger hvedegræs helt i top med hensyn til gavnlige egenskaber. Produkterne er både til folk, som selv presser deres juice og vil anvende hvedegræs-shots som ingrediens, og til folk, som i en travl hverdag ønsker en nem løsning i form af færdiglavet juice, forklarer Anita Jensen, som er uddannet kostvejleder og fysiurgisk massør med en bred viden om krop, kost og ernæring.

Udendørs hvedegræs giver stort næringsindhold

Som de eneste i Danmark dyrker ægteparret hvedegræs udendørs, hvor planten får optimale vækstbetingelser. Det har stor betydning for næringsindholdet i den færdige juice. Hvedegræsset dyrkes på parrets gård i Nordjylland. Her bliver det klippet og presset på stedet, og efterfølgende bliver juicen frosset ned. Vi bruger udelukkende skånsom koldpresning og derefter lynfrysning for at bevare vitaminer, mineraler, antioxidanter og enzymer. Og vi bruger ingen former for varmebehandling eller tilsætningsstoffer af nogen art. Desuden er alle råvarer økologiske, så juicen er fri for rester af sprøjtegift, forklarer Anita Jensen.

Fødevarerådgivningens konsulenter står altid til rådighed for spørgsmål, ligesom I er velkomne til at kontakte én af os for at høre om jeres muligheder for at indgå i et rådgivningsforløb.

Vi arbejder for at skabe flere og bedre økologiske fødevarer i Danmark – og for at styrke eksporten af danske økologiske produkter til udlandet.